Chess

CHESS i ny stor pragtopsætning – på dansk for første gang!

Stig Rossen og Xenia Lach-Nielsen står i spidsen for et stort ensemble i spektakulær produktion af succesmusicalen CHESS – for første gang på dansk i en professionel opsætning – og der er tale om en produktion med helt ny iscenesættelse, scenografi og koreografi.

”I Know Him So Well”, ”One Night in Bangkok”, ”Heaven Help My Heart” og ”Anthem”. Hitsene fra den moderne musicalklassiker CHESS står i kø. Nu kan publikum glæde sig til en ny spektakulær luksusopsætning af musicalen med en række af landets bedste sangere i de bærende roller.

Det er teaterproducent og kapelmester Mikkel Rønnow, der står bag opsætningen af CHESS. Han har været involveret i flere forskellige opsætninger af musicalen, bl.a. en meget succesfuld opsætning i 2001, som solgte 80.000 billetter. Men nu tager han skridtet og laver den første professionelle produktion på dansk af musicalen. Han udtaler:

– CHESS er blevet en nyklassiker på den internationale musicalscene, og det skyldes først og fremmest den perlerække af fantastiske sange som Björn Ulvaeus, Benny Andersson og Tim Rice har skabt til forestillingen. Forestillingen er ofte blevet opført i koncertversion, men jeg har længe gået og drømt om at lave den ultimative musical-udgave til det danske publikum med det helt store udtræk på scenen – og for første gang i en dansk version, som kan give mening på en ny måde for et stort dansk publikum. Jeg er stolt over at have samlet et hold af de allerbedste sangere og performere herhjemme, og vi glæder os til at vise publikum den færdige forestilling om knap et år.

Tilblivelsen af en moderne musical-klassiker

CHESS er en musical skrevet af ABBA-drengene Björn Ulvaeus og Benny Andersson i samarbejde med Tim Rice, som har skrevet teksterne og fik ideen til musicalen helt tilbage i slutningen af 1970’erne. Musicalen fik verdenspremiere I 1986 på West End I London med Tommy Körberg og Elaine Paige i hovedrollerne, men bagmændende havde – i lighed med Jesus Christ Superstar og Evita i 1970’erne – valgt at udgive alle sangene som konceptalbum på forhånd. LP’en udkom allerede i 1984 inden musicalen overhovedet var på vej, og den blev en gigantisk international succes. Både “One Night in Bangkok” og “I Know Him So Well” strøg til tops på alverdens hitlister, så da musicalen omsider fik premiere i London, var CHESS allerede et verdensfænomen. Siden har musicalen været opført utallige steder over hele verden både i koncertversioner og i sceniske opsætninger, og herhjemme har den også været en succes med storsælgende opsætninger i 2001 som en danmarksturné med Stig Rossen og et internationalt cast produceret af Mikkel Rønnow og Stig Rossen, og i 2012 på Aarhus Teater med bl.a. Maria Lucia på rollelisten.

Handlingen i CHESS

Den temperamentsfulde amerikanske verdensmester i skak, Frederick Trumper, er i Merano for at forsvare sin titel mod den russiske skakmester Anatoly Sergievsky. Men det er ikke kun titlen som verdens bedste skakspiller, det gælder. Et storpolitisk nervespil mellem kold- krigstidens stormagter ruller sig ud i kulisserne og på skakbrættet. Samtidig forelsker Fredericks sekundant Florence Vassy sig i Anatoly, og trekantsdramaet bliver yderligere kompliceret, da Anatolys kone Svetlana melder sin ankomst.

Stig Rossen og Xenia Lach-Nielsen i spidsen for stort ensemble

Det bliver Stig Rossen, som skal spille sin gamle glansrolle som den russiske skak-mester Anatoly – men denne gang skal han for første gang synge på dansk. Stig Rossen, som netop nu nyder stor succes som Kong Arthur i musicalen Spamalot i Tivoli, har været en af landets største musicalstjerner de sidste 25 år siden han brød igennem som Jean Valjean i Les Misérables i London i starten af 1990’erne – en rolle han siden har spillet over 1.500 gange i ti forskellige lande.

Overfor Stig Rossen ses den rutinerede sanger og skuespiller Xenia Lach-Nielsen i rollen som Florence. Hun har spillet et væld af roller i musicals og musikteaterforestillinger siden sin sceniske debut i Hair på Betty Nansen Teatret i 1995. Blandt højdepunkterne kan nævnes The Black Rider på Betty Nansen Teatret, Snedronningen på Østre Gasværk Teater, Snehvide på Aarhus Teater, Nick Cave Teaterkoncert, Matador i Operaen, Den Eneste Ene i Glassalen og senest Jordens Søjler på Østre Gasværk Teater.

01 – Chess – web
02 – Chess – web
03 – Chess – web
04 – Chess – web

I de øvrige centrale roller kan publikum glæde sig til at opleve bl.a. Bjarne Langhoff som den regerende amerikanske verdensmester Frederick Trumper, Pernille Petersson Carmohn som Anatolys kone Svetlana, et stort ensemble og 17-mand stort symfonisk poporkester.

Tre rutinerede englændere skaber CHESS

Den nye opsætning instrueres af den prisbelønnede engelske instruktør Mark Clements, som er teaterchef på det prestigefyldte Milwaukee Repertory Theatre i USA og har stået bag utallige klassiker- og musicalproduktioner i USA, England og overalt i Europa. Blandt de musical-opsætninger han har stået i spidsen for kan nævnes Dreamgirls, The Color Purple, Ragtime, Next to Normal, Cabaret, Oliver!, Les Misérables og My Fair Lady. Forestillingens koreografi lægges i hænderne på englænderen Nick Winston, mens Philip Witcomb – ligeledes fra England – får ansvaret for scenografien. Oversættelsen til dansk varetages af den erfarne oversætter og manuskriptforfatter Jesper Malmose, og Mikkel Rønnow svinger selv taktstokken over orkestret.

Medvirkende

Anatoly – Stig Rossen
Florence – Xenia Lach-Nielsen
Frederick Trumper – Bjarne Langhoff
Svetlana – Pernille Petersson Carmohn

Det kreative hold

Musical – Benny Andersson, Tim Rice  og Björn Ulvaeus
Iscenesættelse: Mark Clements
Scenografi & kostumer: Peter McKintosh
Koreografi: Nick Winston
Dirigent: Mikkel Rønnow
Lysdesign: Tim Mitchell
Lyddesign: Caspar Ravn & Anders Dalmose

Oversættelse: Jesper Malmose
Orkestrering: Anders Eljas

Forestillingen er på dansk.

Varighed: 2 timer 45 minutter inkl. 20 min. pause

billet+buffet  Uden mad og drikke…

Inden forestillingen tilbyder vi vores teaterbuffet menu bestående af: 

Forret på buffet:

  • Røget krondyrkølle med timian/gulerodstimbale
  • Rimet torsk med fennikel salat
  • Koldrøget lakseroulade med urtecremefraiche

Hovedret på buffet:

  • Helstegt kalveculotte
  • Honningstegt skinkesteg
  • Bagte kartoffeltoppe med friske krydderurter
  • Ristede små kartofler
  • Grønsagssouffléer med broccoli og bacon
  • Små salater med bagte, marinerede rodfrugter
  • Marineret, dampet tortellini med spinat og parmaflager
  • Sæsonens grønne salat
  • 2 slags dressinger og diverse sprøde indslag
  • Kalve skysauce
  • Anis flødesauce

Dessert på buffet:

  • Rådhuspandekager med orangesauce og nøddedrys
  • Rabarberkompot med hvid chokolademousse
  • Ostebord med udvalg af husets forskellige oste
  • Kiks, hjemmebagt brød og økologisk smør

Pris pr. person kr. 250,- / Børn under 12 år er halv pris. Maden serveres 2 timer før forestillingen starter.
Såfremt færre end 25 pers. har bestilt, vil maden blive tallerkenanrettet og ikke opsat som buffet.


Ønsker du at spise i vores restaurant inden forestillingen, kan du tilvælge dette i forbindelse med billetkøbet.

 

  • Priser: 230 - 605 DKK
  • Sted: Holstebro - Teatersalen
  • Spilleperiode: 21/03/2018 19:30 - 24/03/2018 19:30
  • Kategori: Musical
Køb billet