Malurt

Danske rockelskere har drømt om det i umindelige tider, og nu sker det…

“MALURT kører bandbussen ud af langtidsparkeringen”, meddeler gruppens frontmand Michael Falch. “Vi gør det i anledning af 40-året for vores debut med Kold Krig fra 1980, og det sker i form af en eksklusiv forårstur i 2020”, fortsætter Falchen.  Billetterne kommer til salg fredag den 1. marts kl. 10.

“Vi stiller op i Mød mig i Mørket-formationen”, oplyser Falch. Med Christian Arendt, Pete Repete, Peter Mors og Dia Nielsen og Michael Falch var det den udgave af bandet, der ved hundredevis af sveddryppende rockshows i årene frem til 1984 gjorde MALURT til et af landets største rocknavne. Det var også denne konstellation, som musikjournalisten Torben Bille og fotografen Søren Svendsen portrætterede i bogen om MALURT på turné, Når bare rocken ruller, fra 1983.

Det er ikke mindst som live-act, at MALURT er gået over i dansk rockhistorie i ånden fra Bruce Springsteen, The Clash og Neil Young. Det er også udelukkende som live-navn, bandet vender tilbage i 2020, og det bliver helt og aldeles uden det ellers meget udbredte moderne fifleri med clicktracks og forudindspillede backtracks. Det bliver råt og uforfalsket. Den ægte vare.

De senere år har vist en Michael Falch, som i eget navn har oplevet en fantastisk optur med en enestående kreativitet, overraskende udgivelser, udsolgte huse overalt, vitale koncerter såvel solo som med DÉT BAND. Nu sætter han sin blomstrende solokarriere på pause for at vende tilbage til udgangspunktet med MALURT. Om gendannelsen fortæller Falchen: “Vi fulgtes alle fem sammen til Parken, sidst The Rolling Stones var på besøg. Mens vi stod der, viste det sig, at vi kollektivt blev ramt af en brændende lyst til at mærke den der specielle MALURT-ånd igen. Vi spurgte hinanden, om vi gamle blodsbrødre mon kunne nå at realisere det, mens det er tid, og alle mand stadig er i fuld vigør?

Og om vi så også var villige til at betale prisen for at komme helt op i omdrejninger igen og få det til at blive til virkelighed. Det gav vi hinanden hånden på, og vi tillader os at tro på, at det også ville glæde mange andre derude.” MALURT-folkene er gået i intensiv træningslejr, og der bankes nu rust og trimmes både musikalsk og fysisk. Michael Falch vil i 2020 blive flankeret af guitaristen Christian “Kedde” Arendt, som han begyndte at spille sammen med som 13-årlig i Tønder, og som i 1977 hjalp Falch med at danne MALURT i Folkets Hus på Jagtvej 69 på Nørrebro. Den anden medstifter af bandet, Peter Mors, er naturligvis på trommer;bassisten er som altid Dia Nielsen, og tangenterne ligger selvfølgelig i hænderne på Pete Repete.

Bemærk: Koncerten er en stå-koncert!

billet+buffet  Uden mad og drikke…

Inden forestillingen tilbyder vi vores teaterbuffet:

Først kan du se frem til 3 forskellige forretter anrettet på tallerken med lidt for enhver smag af både fisk, skaldyr og kød nøje afstemt efter sæsonen og serveret med diverse grønt, dressing, nybagt brød og økologisk smør.

Herefter kan du glæde dig over hovedret på buffet, hvor kokkene trancherer 2 – 3 forskellige stege, mens der derudover vil være frit valg af flere udgaver af varme kartofler, 3 forskellige salater varieret efter sæsonen, 2 specielle hjemmerørte dressinger, 2 varme saucer, krummer, knas, brød og smør.

Sidst men ikke mindst kan du nyde dessert på buffet, hvor vi serverer 2 slags desserter, et udvalg af kager, is, mousse og frugt samt et velassorterede ostebord med lokale såvel som udenlandske oste med passende tilbehør samt kiks.

SÆRTILBUD! Pris pr. person kr. 295,- / Børn under 12 år er halv pris. Maden serveres kl. 18.00.
Såfremt færre end 25 pers. har bestilt, vil maden blive tallerkenanrettet og ikke opsat som buffet.

 

Har du glemt at købe billet til mad?

Hvis du allerede har købt billet til arrangementet, men nu har fundet ud af, at du også ønsker at spise i Musikteatret, så kan du købe billet til Teaterbuffet her:

Teaterbuffet – klik her, vælg i pop-up menuen til højre og tilføj til kurv

 

Læs vores handelsbetingelser her.

  • Pris: 405 DKK
  • Sted: Holstebro - Black Box
  • Spilleperiode: 13/03/2020 20:00
  • Kategori: Koncert
Køb billet